Nå, det eksisterede nu, selve denne kendsgerning kunne ikke mere nægtes, og i betragtning af den tilbøjelighed, som fører den menneskelige hjerne mod det underfulde, kan man forstå det røre, der skabtes hele verden over af dette overnaturlige syn. Man måtte give afkald på at henvise det til fantasiens verden.

Nuvel, den 20. juli 1866 havde damperen Guvernør Higginson, tilhørende Calcutta og Burnach Damskibsselskab, mødt denne bevægelige masse fem sømil øst for Australiens kyst. Kaptajn Baker troede først at stå over for et ukendt skær; han beredte sig endog på at bestemme dets nøjagtige position, da to vandsøjler, udstødte fra den uforklarlige genstand, fløjtende slyngedes et hundrede og halvtreds fod op i luften. Medmindre dette skær med mellemrum var behersket af udbrud fra en gejser, havde Guvernør Higginson altså utvivlsomt at gøre med et hidtil ukendt pattedyr, der fra sine næsebor udkastede søjler af vand, blandet med luft og damp.

En lignende tildragelse blev på samme måde observeret i Stillehavet den 23. juli samme år fra Christopher Columbus, tilhørende West India & Pacific Dampskibsselskab. Denne usædvanlige hval kunne altså bevæge sig fra et sted til et andet med en overraskende hastighed, siden Guvernør Higginson og Christopher Columbus med tre dages mellemrum havde observeret den på to steder, der var adskilt ved en afstand på mere end syv hundrede sømil.

Fjorten dage senere sejlede Helvetia; tilhørende Compagnie Nationale, og Shannon, tilhørende Royal Mail, to tusind mil derfra i modsatte retninger i den del af Atlanten, der er indesluttet mellem De forenede Stater og Europa, og signalerede til hinanden om uhyret på 42° nordlig bredde og 60° 35 længde vest for Greenwich-meridianen. Ved disse samtidige observationer troede man at kunne vurdere pattedyrets minimumslængde til ikke under tre hundrede engelske fod*) siden både Shannon og Helvetia var af mindre dimensioner end det, skønt de målte hundrede meter fra for til agter.