Igennem et halvt år fortsattes krigen med skiftende held. På væsentlige artikler fra Brasiliens geografiske Institut, fra det kongelige videnskabelige Akademi i Berlin, fra Det britiske Selskab, fra Washingtons Smithsonian Institute, på diskussioner i Det indiske Arkipelag, i abbed Moignos Cosmos, Petermanns Mittheilungen, på videnskabelige kronikker i Frankrigs og udlandets store dagblade svarede småbladene med utrættelig ildfuldhed. Åndfulde skribenter, som gjorde nar af et ord af Linné, citeret af uhyrets modstandere, påstod virkelig, at» naturen gør ikke dumheder«, og de besvor deres samtidige om ikke at underkende naturen, ved at indrømme eksistensen af Kraken, søslanger, Moby Dick og vanvittige sømænds øvrige fantasifostre. I en artikel i et meget frygtet satirisk blad gik den højest elskede af dets redaktører til sidst oven i købet løs på uhyret, ligesom Hippolytos, tilføjede det nådesstødet og gjorde ende på det under almindelig latter. Åndfuldheden havde besejret videnskaben.

I de første måneder i året 1867 syntes spørgsmålet at være begravet, og det så ikke ud til at skulle genopstå; men da blev nye kendsgerninger bragt til offentlighedens kundskab. Det drejede sig nu ikke mere om at løse et videnskabeligt problem, men om en virkelig alvorlig fare, som det gjaldt om at undgå. Spørgsmålet kom til at se helt anderledes ud. Uhyret blev igen ø, klippe, skær, men et flygtende skær, ubestemmeligt, ufatteligt.

Den 5. marts 1867, da Moravian, tilhørende Montreal Ocean-selskabet, om natten befandt sig på 27° 30 bredde og 72° 15 længde, stødte den med styrbords låring mod en klippe, som ikke fandtes på noget kort over disse egne. Ved vindens og damperens fire hundrede hestekræfters forenede anstrengelser sejlede den med en hastighed på tretten knob. Uden tvivl skyldtes det kun skrogets fremragende kvalitet, at Moravian ikke efter dette stød blev opslugt af havet med sine to hundrede og syvogtredive passagerer, som den havde med fra Canada.