Ulykken var sket henad fem om morgenen, da dagen var ved at bryde frem. De vagthavende officerer styrtede ud i fartøjets agterstavn. De undersøgte oceanet med den mest samvittighedsfulde opmærksomhed. De så intet andet end en kraftig strømhvirvel, der brødes tre kabellængder borte, som om havfladen var blevet voldsamt oppisket. Der blev taget nøjagtig pejling af stedet, og Moravian fortsatte sin kurs uden synligt havari. Var den stødt på et undersøisk skær eller et enormt vrag fra et skibbrud? Det kunne man ikke vide; men da skroget blev undersøgt i tørdok, viste det sig, at en del af kølen var knækket. Denne i sig selv yderst alvorlige begivenhed var måske blevet glemt som så mange andre, hvis den ikke var blevet gentaget tre uger efter under identiske omstændigheder. Blot fik denne hændelse en overordentlig udbredt omtale, takket være dette nye offers nationalitet og takket være vedkommende dampskibselskabs ry.

Alle kender navnet på den berømte engelske skibsreder Cunard. Denne intelligente industrimand grundlagde i 1840 en postrute mellem Liverpool og Halifax med tre hjuldampere af træ, med fire hundrede hestekræfter og en dødvægt på elleve hundrede to og tres tons. Otte år senere voksede selskabets materiel med fire skibe på seks hundrede og halvtreds hestekræfter og atten hundrede og tyve tons, og to år efter med to andre fartøjer, overlegne i styrke og tonnage. I 1853 føjede Cunard-selskabet, hvis privilegium til postbesørgelse lige var blevet fornyet, efterhånden hertil Arabia, Persia, China, Scotia, Java, Russia, alle førsteklasses skibe og de største, som næst efter Great Eastern nogensinde havde pløjet havene. Således ejede selskabet altså i 1867 tolv skibe, hvoraf otte med hjul og fire med skruer.