Nu blev det» uhyret«, som med rette eller urette fik skyld for deres forsvinden, og da trafikken mellem de forskellige kontinenter var blevet stadig farligere på grund af det, tog offentligheden til orde og forlangte kategorisk, at havene omsider og for enhver pris skulle befries for denne frygtelige hval.

På den tid, da disse begivenheder fandt sted, kom jeg tilbage fra en videnskabelig ekspedition til de ufrugtbare egne i Nebraska i De forenede Stater. I min egenskab af assisterende professor ved Det naturhistoriske Museum i Paris var jeg af den franske regering blevet sendt med på denne ekspedition. Efter et halvt år tilbragt i Nebraska ankom jeg, belæsset med kostelige samlinger, henimod slutningen af marts til New York. Min afrejse til Frankrig var fastsat til en af de første dage i maj. Mens jeg i ventetiden arbejdede med at klassificere mine mineralogiske, botaniske og zoologiske skatte, indtraf hændelsen med Scotia.

Jeg var fuldstændig inde i det spørgsmål, der stod på dagsordenen, og hvordan kunne jeg være andet? Jeg havde atter og atter læst alle de amerikanske og europæiske aviser uden at komme videre. Dette mysterium pirrede min nysgerrighed. I umuligheden af at danne mig en mening vaklede jeg fra den ene yderlighed til den anden. At der var noget, kunne der ikke være tvivl om, og de vantro blev opfordret til at lægge hånden i Scotias gabende sår.

Ved min ankomst til New York var spørgsmålet brændende. Den hypotese om den flydende ø, det ufattelige skær, som var blevet støttet af nogle mindre kompetente ånder, var absolut opgivet. Hvordan skulle et sådant skær dog kunne bevæge sig med en så vidunderlig hastighed, medmindre det havde en maskine i maven?