Kaptajn Anderson begav sig øjeblikkelig ned i lasten. Han blev klar over, at vandet var trængt ind i det femte rum, og den hastighed, hvormed det var sket, viste, at lækagen var betydelig. Det var meget heldigt, at kedlerne ikke var i dette rum, for da ville ilden straks være

gået ud.

Kaptajn Anderson lod straks skibet standse, og en af matroserne dykkede ned for at undersøge skaden. Nogle øjeblikke efter konstaterede man tilstedeværelsen af et hul af to meters omkreds i damperens skrog. En sådan læk kunne ikke stoppes, og Scotia måtte fortsætte sin rejse med hjulene halvt nede i vandet. Den var da tre hundrede mil fra Kap Clear, og efter en forsinkelse på tre dage, som højlig foruroligede Liverpool, gled den ind i selskabets havnebassiner.

Nu skred ingeniørerne til eftersyn af Scotia, som blev sat i tørdok. De kunne ikke tro deres egne øjne. To en halv meter under vandlinien åbnede der sig en regulær flænge i form af en retvinklet trekant. Bruddet i stålpladen var af fuldendt skarphed, og det kunne ikke være slået sikrere med et lokkejern. Det gennemborende redskab, der havde frembragt det, måtte være af en ualmindelig hærdning — og efter at være blevet slynget med vidunderlig kraft og således have gennemtrængt en stålplade på fire centimeter, måtte det have trukket sig tilbage af sig selv med en baglæns og absolut uforklarlig bevægelse.

Sådan var denne sidste hændelse, hvis resultat var på ny at ophidse den offentlige mening. Fra dette øjeblik blev faktisk de ulykker, som ikke havde en påviselig årsag, sat på uhyrets regning. Dette fantastiske dyr fik pålagt ansvaret for alle disse skibbrud, hvis antal ulykkeligvis er betydeligt; for af de to tusind skibe, hvis tab årligt bliver optegnet i Bureau Veritas, løber antallet af damp— eller sejlskibe, som på grund af manglende efterretninger anses for tabt med mand og mus, op til mindst to hundrede!