Når jeg giver disse meget kortfattede detaljer, er det for at alle skal vide, hvor stor betydningen er af dette søfartsselskab, der er kendt af hele verden for sin intelligente ledelse. Ingen indsats for skibsfart over verdenshavene har været ledet med større dygtighed, intet foretagende har været kronet med større held. I seksogtyve år har Cunard-skibe nu krydset Atlanten to tusind gange, og aldrig har man opgivet en rejse, aldrig har der været en forsinkelse, aldrig er et brev, en mand eller et fartøj gået tabt. Trods den mægtige konkurrence fra Frankrig vælger de rejsende derfor stadig Cunard-linien fremfor alle andre, sådan som det viser sig i et uddrag af de senere års officielle dokumenter. Når dette er sagt, vil ingen undre sig over den opstandelse, der vaktes af den ulykke, som ramte en af dens smukkeste dampere.

Den 13. april 1867 var havet smukt, vinden føjelig, og Scotia befandt sig på 15° 12 længde og 45° 37 bredde. Den sejlede med en hastighed af 13,43 knob under indflydelse af sine tusind hestekræfter. Dens hjul piskede havet med fuldendt regelmæssighed. Dens dybgående var da seks meter ag halvfjerds centimeter, og dens deplacement var seks tusind, seks hundrede og fireogtyve kubikmeter.

Sytten minutter over fire om eftermiddagen, mens passagererne var samlet til lunch i den store salon, kom der et alt i alt lidet mærkbart stød mod Scotias skrog, mod låringen og lidt agten for bagbords hjul.

Scotia var ikke stødt på noget, den var blevet ramt, og det af et instrument, der snarere var skærende eller borende end stumpt. Påsejlingen havde forekommet så let, at ingen om bord var blevet foruroliget deraf, om det ikke var for et skrig fra nogle matroser, som fra lasten kom op på dækket og råbte:

— Vi synker! Vi synker!

Passagererne blev straks meget forskrækkede; men kaptajn Anderson skyndte sig at berolige dem. Faren kunne umuligt være overhængende. Scotia, der af vandtætte skotter var delt i seks rum, måtte sagtens kunne tåle en lækage.